Hotellet
Historien bag Hotel Kong Arthur
Det gamle lærlingehjem fra 1882 ligner egentligt sig selv – bortset fra hotelskiltet over døren. Den stolte bygning ligger for enden af en lille brolagt sidegade let tilbagetrukket fra den vej, der fører rundt om byens gamle søer. Indenfor finder du ro og varme på de hyggelige værelser, i spaen og ved pejsen i lobbyen. Du kan holde møder i vores velindrettede mødefaciliteter, og du kan spise på tre forskellige, populære restauranter. Hos os får du omsorgsfuld service, og en nordisk morgenmad, der er bæredygtig med fokus på lokale råvarer og danske smage. Her på siden kan du læse mere om hotellets historie, og du kan læse meget mere om måden, vi driver hotel på.
Et hotel med personlighed
Indenfor de historiske mure er personalet ligetil og værelserne lidt skæve. Vi ser værelsernes forskelligheder som charmerende, og vi ved, at mange af vores gæster finder det hyggeligt. Nogle kan godt lide, de fritlagte bjælker på de øverste etager, mens andre hellere vil have højt til loftet.
Forskellige værelsestyper til trods: Én ting er dog sikker. Du vil opleve en helt særlig behagelig stemning og ro, uanset hvor du befinder dig på hotellet. Vi har gjort os meget umage for at give dig de bedste forudsætninger for at slappe af og lade op. De hyggelige værelser, lobbyen, spaen og gårdhaverne er derfor indrettet med et skarpt øje for din komfort. Energien på hotellet er moderne, selvom der er ild i pejsen, sildebensparket på gulvene, paneler på væggene og et par antikviteter eller to, så navnet går op.
Vi samles om jazzen
Vores historie med jazzmiljøet har afsæt helt tilbage fra dengang, grundlæggerne af Hotel Kong Arthur, Hans og Søster Brøchner-Mortensen, stadig drev Hotel Kong Arthur. Da Jazzhus Montmartre havde brug for overnatning til deres turnerende musikere, inviterede hotelejerne dem indenfor. De indrettede endda en særlig etage til musikerne på deres dengang ganske lille hotel, fordi musikerne havde brug for blandt andet natmad på grund af deres arbejdes specielle arbejdstider. Og så var traditionen i gang.
Arthur Hotels samarbejder stadig med musikstederne i København og ønsker at støtte, når vi kan træde til med gæstfrihed og husly. Ofte er det i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival, at hotellerne liver op, for der inviteres jazzmusikere til jamsessions og samvær med medmusikanterne.
Mange ikoniske jazzlegender har i tidens løb været på gæstelisten, blandt andre Ray Charles, Oscar Peterson, Joe Zawinuls og Herbie Hancock. Oscar Peterson er især famøs, fordi han altid kom tilbage for at overnatte på Hotel Kong Arthur. Derudover inviterer vi hvert år under Jazzfestivalen alle festivalens musikere til jamsessions og jazzfest.