Hotellet
Nabolaget
Ibsens Hotel ligger lige midt i Nansensgadekvarteret – byens bedste nabolag, hvis vi selv skal sige det.
Vi holder så meget af Nansensgade. Vi elsker gadens liv – de små cafeer og restauranter, gallerierne, antikvaren, de mange vintagebutikker og alt det andet sjove, pudsige og opfindsomme. Bor du på Ibsens Hotel, er du midt i Københavns indre by i nærheden af søerne, Strøget og Nørreport. Du kommer hurtigt med cykel eller offentlig transport til Tivoli, Nyhavn, Rådhuspladsen og det meste andet i København. Du skal formentligt ud at opleve byen, der har rigtig meget at byde på. Vi har samlet en liste over de ting, vi selv synes er værd at opleve i København – uanset om det er første gang, du er her, eller om du har været her før. På denne side kan du finde vores bedste anbefalinger til oplevelser, der er lige gode første gang som 10. gang.
Vores bedste anbefalinger
Vi anbefaler ofte vores gæster at besøge vores yndlingssteder i byen, og vi elsker at gøre det. For at dele historierne og de bedste steder, vi kender, med endnu flere mennesker, har vi lavet en guidebog. Det er en insider-guide til København, og vi håber, at du vil finde den nyttig.
Guiden erstatter ikke historierne fra vores værter: De er stadig mere end åbne for at anbefale, snakke og dele deres præferencer og råd. Men vi håber, at denne guide vil føre dig væk fra de mest befærdede veje og give dig en oplevelse af Vores København.
Svanebådene
Lige på den anden side af Dronning Louises Bro ved Kaffesalonens sommerpavillon, kan du leje en af de hvide svanebåde. Sæt farten ned og tag en afslappet tur på søen med den berømte vandcykel. Du får en fantastisk udsigt over de smukke københavnske bygninger, når du ser København fra vandet.
Du kan ikke leje en Svanebåd på forhånd, så henvend dig blot i pavillonen ved bådene, når du har lyst til at sejle en tur.
Unikke nabolag
Ud over nabolaget ved Nansensgade er der to kvarterer i København, som vi simpelthen elsker helt ud i fingerspidserne. Latinerkvarteret i indre by er en skøn oase af butikker, caféer, kirker, restauranter og alt det andet, der gør en storby fantastisk. Her er det bare i hyggeligt miniformat omgivet af skønne, gamle bygninger. Jægersborggade på Nørrebro er en af Københavns mest hippe gader, som for nylig er blomstret op fra at være helt anonym til nu at være et unikum i byen. Fra øko-bagere til Michelinrestauranter og små kunstbutikker. Bag sit stille ydre er Jægersborggade fyldt med skønne oplevelser.
Torvehallerne
Et stenkast fra hotellet ligger Torvehallerne, som er Københavns fødevaremarkedshaller. Fra grøntsagsboder, til lækre små restauranter, til fynske specialiteter, til cava-barer; Torvehallerne har det hele og er bestemt et besøg værd. Smag og duft dig frem blandt danske kvalitetsråvarer, eller tag en slapper på en bænk foran. Det ynder vi gerne selv at gøre.
Christiania
Vi kan ikke undgå at nævne den danske fristad på Christianshavn. Her er frirum, der får kreativiteten til at blomstre, og det afspejler sig i mange af de spændende kunsthuse og værksteder. Samtidigt danner Christiania ofte ramme for kunstnerisk udfoldelse i den danske musikbranche. Det kan vi godt lide, så selvfølgelig er Christiania blandt vores anbefalinger.
Ørstedsparken
Ørstedsparken er en skøn lille park, der ligger lige rundt om hjørnet af Ibsens Hotel. Skal man gå til Rådhuspladsen eller mod Vesterbro, kan man med fordel gå gennem parken. Ørstedsparken er også et yndet opholdssted for Københavnerne, når vejret er solrigt. Gå på opdagelse i parkens mange mindesmærker, eller slå dig ned på cafeen Flindt & Ørsted til en fredfyldt pause midt i byen.
Dronning Louises Bro
Når solen skinner, kan du finde københavnerne på Dronning Louises Bro. Tag selv en øl eller sodavand med dig, og hæng ud med lokalbefolkningen ved den særlige bro til Nørrebro, der ligger tæt på Ibsens Hotel. Især om sommeren dukker der ofte små fester op langs broen, som er fuld af mennesker i alle aldre.